Befordringsbestemmelser
Befordring af passagerer, biler og rejsegods på vores færge eller en af os chartret færge finder sted på nærværende befordringsbestemmelser om ansvar, erstatningspligt og ansvarsfrihed.
Langelandstrafikken begrænser i øvrigt sit erstatningsansvar for mangler samt person- og tingskader i overensstemmelse med reglerne i den danske sølov af 1994.
Billetter
Billetter købes på internettet eller ved at ringe til Langelandstrafikken.
Ved check-in købes billetter til køretøjer i det automatiske betalingsanlæg og personbilletter købes i betjent bil check-in i havnene.
Billetten skal opbevares under hele overfarten og forevises på forlangende.
Har en kunde forlagt eller mistet sin billet, må der købes en ny.
Refundering
Billetter refunderes uden betaling af gebyr. Refundering kan ske i op til 3 måneder efter afrejsedato.
Forældede/bortkomne billetter refunderes ikke.
I forbindelse med refunderinger indsendes originale billetter til:
Langelandstrafikken, c/o Nordic Ferry Services
Dampskibskajen 3
3700 Rønne
att.: Agentsupport
med anførelse af bank kontonummer, hvortil pengene kan overføres.
Rejser
Langelandstrafikken giver oplysninger om priser og rabatter på www. langelandstrafikken.dk. Oplysninger om priser kan også fås ved henvendelse til Langelandstrafikken.
Såfremt der er ambulance-, politi- eller rustvognkørsel (med følge) ved udsolgte afgange, bliver de sidst ankomne reserverede køretøjer sat i venteposition.
Sikkerhedsbestemmelser
Tobaksrygning og brug af åben ild på vogndækket eller i motorkøretøjerne om bord er på grund af brandfaren forbudt.
Før køretøjet forlades, træk håndbremsen og sæt køretøjet i 1. gear.
Passagerområderne er videoovervågede. Enhver form for tyveri anmeldes til politiet.
Befordring af syge / handicappede
Langelandstrafikken kan forlange, at syge/handicappede har egen ledsager med under overfarten.
Langelandstrafikken påtager sig ikke pleje af syge/handicappede om bord.
Langelandstrafikken påtager sig ikke nogen form for ombord- eller ilandbringelse af syge/handicappede.
Befordring af personer og køretøjer
(a) Ombordkørsel, kørsel om bord og ilandkørsel sker i samarbejde med færgens personale og skal ske under særlig agtpågivenhed fra chaufførens side. Langelandstrafikken er ikke ansvarligt for skader eller tab som følge af oversete advarselsskilte, misforståede (besætnings) instruktioner eller lignende.
(b) Langelandstrafikken er ikke ansvarlig for skader eller tab ved kørsel på terminalområdet, ramper og lignende, som følge af vejarbejde, uoverskuelige trafikforhold, manglende afmærkninger eller instruktioner, unormal vandstand eller andre forhold, selv om Langelandstrafikken eller dets ansatte kunne have taget disse forhold i betragtning på tidspunktet, hvor passageren passerer gennem billetteringsanlæg, gangbroer eller ved ombordkørsel og ilandkørsel fra skibet.
(c) Skader på køretøjer, der skyldes, at disse er sænkede, ombyggede eller tungt lastede er Langelandstrafikken uvedkommende.
Specialudrustning, herunder også rejsegods, der er anbragt udenpå eller ovenpå et køretøj, og som beskadiges, mens køretøjet er i bevægelse, erstattes ikke.
d) Langelandstrafikken er ikke ansvarlig for skader, køretøjer forvolder på hinanden ved sammenstød, forskubning, vælten eller lign. Sådanne skader afgøres mellem ejerne af køretøjerne og disses respektive forsikringsselskaber.
(e) Langelandstrafikken påtager sig intet ansvar for rejsegods, herunder håndbagage eller andre effekter, som bortkommer på skibet eller på havnen.
Andre bestemmelser for personbefordring
Langelandstrafikken kan udelukke personer fra transport, uanset om de har gyldig billet, hvis de udgør en sikkerhedsmæssig risiko, eller er til gene for andre passagerer, besætningsmedlemmer eller i øvrigt ikke følger de anvisninger, de måtte få af Langelandstrafikkens personale. Også berusede personer kan nægtes befordring, selvom de er i besiddelse af en gyldig billet.
Beskadigelse af Langelandstrafikkens inventar og andres ejendele vil medføre erstatningsansvar.
Busrejser
Ved befordring af busser er Langelandstrafikkens ansvar begrænset i overensstemmelse med Sølovens kapitel 13.
Gods
Alle køretøjer med en totalvægt over 3.500 kg bliver betegnet som lastbil.
Køretøjet skal være forsynet med surringsbeslag for fastgørelse til skibet. Godset skal være tilstrækkeligt surret og sikret for at modstå de påvirkninger, som måtte forekomme under søtransporten. Transportør/chauffør er ansvarlige for, at lasten er forsvarligt surret og sikret på eget køretøj.Overstyrmanden har det afgørende ord om lastesikring/surringer, eller om lasten evt. skal afvises.
Ved transporter med levende dyr skal chaufføren oplyse om dette senest ved ombordkørsel.
Farligt gods transporteres i.h.t. IMDG-kodens bestemmelser. Farligt gods skal anmeldes skriftligt senest 24 timer før transport skal finde sted. Der må ikke dryppe væske fra køretøjet. Langelandstrafikken påtager sig intet ansvar for eventuelle skader på lastbiler og gods, der henstår på opmarch- og havnearealer.
Ved befordring af lastbiler og gods der transporteres med disse, er Langelandstrafikkens ansvar begrænset i overensstemmelse med Sølovens kapitel 13.
Erstatninger for skade på personer og bagage
Ved befordring af passager og rejsegods, herunder køretøjer, håndbagage og værdigenstande, er Langelandstrafikkens ansvar begrænset i overensstemmelse med Sølovens kapitel 15. I tab, som kan gøres gældende efter nævnte regler, er Langelandstrafikken berettiget til at fradrage selvrisiko.
Ved befordring af passagerer er Langelandstrafikken fritaget for ansvar for tiden, før passageren går om bord, og efter at passageren er kommet i land.
På overfarten må der ikke medtages rejsegods, herunder håndbagage, som kan volde fare for skib, liv eller andet gods. Ingen af de stoffer og varer der i.h.t. IMDG koden er forbudt, må medbringes på færgen.
Langelandstrafikken er som transportør ikke ansvarlig for tab eller skade på penge, værdipapirer og andre værdigenstande, såsom sølv, guld, ure, juveler, smykker og kunstgenstande. Lastbiler, busser og lignende køretøjer, tillige med deres indhold, befragtes som fragtgods og befordres i henhold til reglerne i kapitel 5 i den danske sølov.
Forsinkelser og aflysninger
Vælger en passagerer at afbryde en rejse på grund af en større forsinkelse, eller fordi en tilslutningsforbindelse ikke opnås, kan passageren få tilbagebetalt billetten for den del af rejsen, som ikke gennemføres på grund af forsinkelsen.
Langelandstrafikken påtager sig intet ansvar for evt. manglende plads i skibene eller forstyrrelser i driften, herunder også indstilling af driften. Langelandstrafikken vil i sådanne tilfælde forsøge at formindske generne for passagererne.
Langelandstrafikken er ikke ansvarligt for tab eller skade som skyldes uregelmæssigheder i driften, herunder Force Majeure, tekniske årsager, vand- og vejrforhold, og forbeholder sig ret til uden varsel at foretage ændringer i fartplan og billetpriser. Der kan til enhver tid indsættes et andet skib end annonceret.
Langelandstrafikken er aldrig ansvarlig for tab som følge af mistede trafikforbindelser eller nødvendige ændringer i rejseplaner, herunder ekstra hotelophold og lignende, som passageren vælger som følge af en forsinkelse.
Husdyr
Hunde skal føres i kort snor. Øvrige dyr skal medbringes i bur / transportkasse og må ikke være til gene for andre passagerer.
Det fulde ansvar for transport af levende dyr med færgen påhviler den person eller det firma, som transporterer dyret.
Glemte sager
Henvendelse vedrørende effekter glemt om bord på færgen rettes til Langelandstrafikken. Glemte sager opbevares 1 måned, hvorefter de i henhold til Hittegodsloven afleveres til politiet.
Reklamationer
Anmeldelse af skader på personlige ejendele, køretøjer eller gods skal straks rettes til en af færgens besætningsmedlemmer inden færgen forlades.
Klager over forhold vedrørende rejsen, som ikke er løst ved henvendelse til Langelandstrafikkens personale om bord kan sendes via Langelandstrafikkens kundehenvendelsessystem på www.langelandstrafikken.dk. Klagen skal være kommet Langelandstrafikken i hænde senest 14 dage efter den hændelse, der har givet anledning til klagen.